søndag den 11. januar 2009

Kyllinge nuggets med selleri coleslaw

I dag fandt vi på aftensmaden i sidste øjeblik. Vi havde dog taget kylling inderfilet ud af fryseren, men kunne ikke rigtig tage os sammen til at planlægge resten. Det blev til kyllinge nuggets med selleri coleslaw og tomat/agurk.

Ingredienser:
Selleri coleslaw:
1/4-1/2 revet knoldselleri
3 stk revne gulerødder
1-2 dl græsk yoghurt
1-2 spsk let mayonaise
1 tsk dijonsennep
2 tsk hakket persille
Et par dråber hvidvinseddike
citronsaft
salt, evt. sødemiddel eller sukker

Kyllinge nuggets:
200-300 g kylling inderfilet
2 spsk mangochutney
1 spsk sød soja (tyktflydende)
rasp
salt
olie

Tilbehør:
Tomat og agurk

Fremgangsmåde:
Skær skrællen af knoldsellerien og skræl gulerødderne. Riv begge dele fint - kom det i en skål. I en anden skål blandes græsk yoghurt, mayonaise, dijonsennep, citronsaft, hvidvinseddike og persille smag til med salt og evt lidt sødemiddel eller sukker. Rør dressingen i selleriblandingen lidt efter lidt, så der ikke kommes for meget i. Det skal ikke være for vådt - selleriblandingen skal blot være dækket. Lad det trække i 15 minutter inden servering.

Skær evt. kyllinge inderfilet i mindre stykker. Bland mangochutney, soja og evt et drys salt i dyb tallerken og vend kyllingen i. Hæld rasp i en frysepose og put herefter kyllingestykkerne i posen og ryst godt, til alle stykkerne er beklædt med rasp. Tag stykkerne op, og steg dem i olie på panden til de er gennemstegte og gyldne.

Serveres sammen med tomat og agurk.

Ingen kommentarer: