Viser opslag med etiketten Bagning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagning. Vis alle opslag

lørdag den 21. november 2009

Tomatfri pizza II

Menuen stod i dag på pizza - igen uden tomat. Denne gang smurte vi en blanding af olie, mango chutney og chili på bunden. Det er et fint alternativ, hvis ikke man tåler tomat - synes blot at det var nødvendigt med et lille drys salt på pizzaen ved servering.





Ingredienser:

2½ dl vand
25 g gær
1 spsk flydende becel
1 tsk sukker
½ tsk salt
Ca. 155 g hvedemel
Ca. 190 g pizzamel

Fyld:
2 tsk sød mango chutney
1 spsk olie
1½ - 2 frisk rød chili, hakket fint
Revet mellemlageret ost
Frisk mozzarella
Italiensk kogt skinke
Løg, skåret i tynde strimler
Ananas
En smule olie
Oregano
Salt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 250 grader. Opløs gæren i vandet. Kom becel, salt og sukker deri og rør godt rundt. Put mel i lidt ad gangen og fortsæt indtil dejen ikke klistrer mere. Ælt dejen godt, rul dejen ud og læg den på en bageplade med bagepapir.

Bland olie, chili og mango chutney og smør det i et tyndt lag på pizzaen. Fordel ost og herefter resten af fyldet på pizzaen. Spray med lidt olie og sæt pizzaen i ovnen, skru ned på 200 grader og bag pizzaen i ca 20 minutter. Drys med oregano og lidt salt for at fremhæve smagen af fyldet.

Kokosmakroner

I går bagte vi de lækreste kokosmakroner. Der blev dog kun 7 stk, så man bør nok gange opskriften op, hvis man har en rigtig sød tand eller skal have gæster.



Ingredienser:
1 pastoriseret æg
75 g sukker
½ spsk mel
75 g kokosmel
80 g marcipan, revet

Fremgangsmåde:
Pisk æg og sukker godt. Tilsæt kokosmel og mel og vend det rundt i æggemassen. Rør marcipan og smør i og form herefter massen til mellemstore toppe, som sættes på en bageplade med papir. De bages i 9-10 minutter ved 200 grader. Flyt forsigtigt toppene over på en rist til afkøling.

fredag den 30. oktober 2009

Citronmåne

Tja... mange vil nok ryste på hovedet, når de hører ordet citronmåne, men en hjemmelavet én af slagsen er altså ikke at kimse af!

Opskriften med enkelte ændringer er fra Go'morgen Danmark.

Den oprindelige opskrift ses her: http://opskrifter.tv2.dk/article.php?id=9373190

Ingredienser:
150 g blødt smør
75 g marcipan
150 g sukker
4 æg
125 g mel
1 tsk bagepulver
Skal fra 1½ citron

Glasur:
150 g flormelis
Skal fra ½ citron
2 spsk citronsaft

Fremgangsmåde:
Sukker og marcipan og 50 g smør røres jævnt. Tilsæt resten af smøret og rør igen massen til en ensartet masse. Æggene kommes i - et ad gangen under om­røring. Mel, bagepulver og citronskal blandes i. Kom dejen i en smurt springform og bag ved 190-200 grader i 25-27 minutter.
Køl kagen helt af, smør glasuren over og del kagen i to. Vi snød dog og undlod delingen.

søndag den 25. oktober 2009

Tomatfri pizza

I dag har vi fået pizza lavet uden tomat. I stedet for tomatsauce brugte vi en sauce lavet på grillede peberfrugter, squash og løg, smagt til med ramsløg, salt og sukker. Tak for tippet Marchen! Halvdelen af pizzaen er med gedeost og den anden halvdel med ost af komælk.

Ingredienser:
2½ dl vand
25 g gær
1 spsk olie
1 tsk sukker
½ tsk salt
155 g hvedemel
190 g pizzamel

Fyld:
Peberfrugt sauce (dobbelt portion):
4 røde peberfrugter
2 gule peberfrugter
1 squash
1 løg
tørret ramsløg
sukker og salt

Revet gedeost
Skæreost i skiver
Syltede paprika
Italiensk kogt skinke
Løg, skåret i tynde strimler
En smule olie, ramsløg, salt og sukker

Fremgangsmåde:
Vask peberfrugt og squash godt og skræl løget. Læg grøntsagerne på en bageplade og bag dem i ca. 45 minutter ved 200 grader. Fjern skind og kerner fra peberfrugterne og skrab squashkødet ud. Kom peberfrugt, squash og løg i et bæger sammen med løg og peberfrugter. Blandingen blendes med en stavblender og saucen smages til med sukker, salt og tørret ramsløg.

Opløs gæren i vandet. Kom olie, salt og sukker deri og rør godt rundt. Put mel i lidt ad gangen og fortsæt indtil dejen ikke klistrer mere. Ælt dejen godt, rul dejen ud og læg den på en bageplade med bagepapir. Kom fyldet på og bag pizzaen i forvarmet ovn ved 200 grader i ca 20 minutter.

lørdag den 17. oktober 2009

Gulerodsboller

Der er også blevet bagt i det lille hjem - både i går og i dag. Hørfrøbollerne fra i går, bliver I snydt for, da jeg ikke fik skrevet opskriften ned undervejs, men ved gulerodsbollerne i dag, huskede jeg det:-) Dejen blev i øvrigt æltet og forhævet i vores nye bagemaskine.

Ingredienser:

3 dl vand
1 ½ spsk rapsolie
1 spsk akaciehonning
1 tsk salt
130 g revne gulerødder
Ca. 375 g hvedemel
100 g pizzamel
7 g tørgær
1 æg til pensling
Sesam til drys

Fremgangsmåde:
Hæld vand, olie, honning, salt og gulerødder i formen.
Tilsæt mel og til sidst gæren. Sæt bagemaskinen på dejprogrammet (nr. 8).
Efter endt program slå dejen op og form til 8-10 boller.


Lad dem hæve i 15 minutter. Pensl med æg og drys evt. med sesam. Bollerne bages i en forvarmet ovn på 200 grader i 12-15 minutter.

søndag den 11. oktober 2009

Glutenfri pandekager

Vi fik lige lynhurtigt bikset lidt glutenfri pandekager sammen. Havde lige en rest GF mel og nogle æg, der skulle bruges. Der blev nu ikke så mange, men lidt har også ret...

Ingredienser:
2 dl Schär Melmix B
4 dl mælk
2 æg
1/4 tsk salt
Becel

Fremgangsmåde:
Pisk mel og mælk sammen og pisk herefter æg og salt i. Pandekagerne bages på panden i fedtstoffet til de er gyldne på begge sider.

fredag den 2. oktober 2009

Glutenfrit gulerodsbrød

Så gik jeg i kast med at bage glutenfrit gulerodsbrød. Det ser fint ud, men om smagen er ligeså god - vides endnu ikke. Det må vi give tilbagemelding på senere eller i morgen...

Ingredienser:
480 g schär Melmix B
5 dl vand
170 g gulerod
15 g gær, frisk
1 tsk salt
1 spsk rapsolie
18 g FiberHUSK
Til pensling:
Evt. mælk

Fremgangsmåde:
Skræl og hak gulerødderne fint i en blender. Opløs gæret i vandet og tilsæt FiberHUSK. Rør godt - og tilsæt herefter de øvrigt ingredienser. Rør med elpisker (med dejkroge) i ca. 5 minutter. Hæld dejen op i en oliesmurt og melet brødform. Pensl med vand og lad det hæve til dobbelt størrelse (ca 40 minutter). Pensl evt. brødet med mælk og drys med en smule majsgryn. Stil ovnfast skål med vand i bunden af ovnen. Forvarm til 190 grader - hvorefter brødes sættes ind og bages i ca. 50-55 minutter.

mandag den 10. august 2009

Banankage med karameltopping

I dag har vi spist resten af vores Chili Con Carne, som i øvrigt smagte lige så godt som i går.

Og Kent, du kan godt begynde at glæde dig :-) Jeg har nemlig også bagt kage, så Alex tager lidt med på job i morgen! Svigermor kom forbi her til aften, så der er blevet uddelt smagsprøver...

Ingredienser:
Kagen:
2 ½ dl sukker
2 æg
100 g smør
2 stk mosede bananer
2 ½ dl mel
3 spsk kakao
1 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker

Karameltopping:
1 1/4 piskefløde
1 ½ dl brun farin
20 g smør

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde eller i mikroovnen. Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt. Mos bananerne med en gaffel. Blad de tørre ingredienser og sigt dem herefter i æggemassen. Rør grundigt i dejen, tilsæt smørret og forsæt med at røre i dejen til den er godt samlet. Kom dejen i en smurt springform og bages i ca 18 - 20 minutter ved 175 grader.

Bring fløden i kog i en gryde, tilsæt brun farin og rør godt. Lad det stå og simre i 5-6 minutter - massen skal være tyktflydende. Tilsat smørret lidt af gangen. Lad karameltoppingen køle lidt af inden den fordelen over kagen og sæt herefter kagen i køleskabet.

Pynt med lidt revet chokolade, når kagen er kølet af, men endnu ikke stivnet helt.

mandag den 3. august 2009

Smørkage

Der blev også tid til lidt bagværk i dag. Jeg har bagt denne smørkage før - denne gang i en lidt større bradepande. Det passede faktisk bedre, sidst synes jeg sneglene lå for tæt og manglede plads til at hæve.

torsdag den 23. juli 2009

Amerikanske pandekager

Vi blev pludselig overfaldet af en ekstrem lækkersult. Var nede og lure i køleskabet, men der var ikke noget spændende. Så jeg kastede mig ud i nogle hurtige amerikanske pandekager som en overraskelse til Alex. Vi plejer ellers at lave den danske udgave, men det var faktisk meget nemmere at lave disse - og smagte mindst lige så lækkert.

Ingredienser:
2 ½ dl minimælk
1 pastoriseret æg
25 g smeltet smør
1 spsk sukker
1 tsk bagepulver
150 g hvedemel
lidt salt

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienser til dejen er jævn og tyk. Varm panden op og kom en lille smule smør på. Kom dejen på panden i klatter - ca. ½ dl pr. pandekage passer fint - dejen flyder ud af sig selv.
Lad dem bage til overfladen begynder at boble en smule. Vend pandekagerne og bag dem færdige til undersiden er gyldenbrun.

Serveres med ahornsirup, syltetøj eller flydende akaciehonning

søndag den 21. juni 2009

Clubsandwich

Åh sikke et pragtfuldt vejr - ikke for koldt/ikke for varmt - lige tilpas! Solen var fremme lige til den sidste bid af aftensmaden var sunket. Super timing :-) Vi fik clubsandwich, lavet i hjemmebagt langtidshævet italiensk brød - lækkert.

Ingredienser:
Brød:
7 dl lunkent vand
2 tsk. Maldon salt
2 spsk. rørsukker
3 dl durum mel
600-650 g hvedemel
5 g gær

Fremgangsmåde:
Opløs gær i vandet, tilsæt salt og sukker og rør de øvrige ingredienser i. Sæt dejen i køleskabet i min. 12 timer. Halvdelen af dejen hældes op i en oliesmurt bradepande og sprayes med olie og drys med salt - og evt. rosmarin. Bages i 15 minutter ved 200 grader. Lad brødet køle lidt af inden det skæres over og laves til sandwich. NB. Resten af dejen kan bages i morgen - super godt madbrød både til suppe og salat.

Fyld - sandwich:
Stegt kyllingebryst
Lufttørret skinke stegt sprødt i ovnen
Blandet salat
Agurk
Tomat
Karrydressing (fra Bäncke)

fredag den 12. juni 2009

Foccaciaboller

Jeg besluttede for 1 uges tid siden, at jeg måtte prøve at bage foccaciaboller, men det blev altså først i dag. De blev rigtig lækre... Der blev kun 9 stk, men de var nu også ret store :-)

Ingredienser:
25 g gær
5½ dl lunkent vand
1½ tsk salt
1 spsk rapsolie
2 dl pizzamel
Hvedemel

Toppings:
Tomatkoncentrat
Pizzasauce (karton fra Netto)
Skinkestrimler
Pepperoni
Revet Mozzarella

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet. Kom salt deri og rør godt rundt. Put mel i lidt ad gangen og fortsæt til dejen ikke klistre mere. Ælt godt og stil til hævning 1 time. Ælt dejen igen en smule. Dejen formes til store boller (9-10 stk), som trykkes godt flade. Kom dem på en bageplade med bagepapir. Bland tomatkoncentrat og pizzasauce og smag evt. med sødemiddel/sukker. Smør tomatkoncentratblandingen på hver enkelt bolle og fordel ost, skinke og pepperoni på. Spray en smule olie på og drys med oregano. Foccaciabollerne bages ved 225 grader i ca. 15 minutter.

mandag den 27. april 2009

Gulerodskage

Jeg har som tidligere nævnt også bagt gulerodskage. Alex skal have den med på job i morgen, men mon ikke vi kan nå at få en lille smagsprøve. Der er i øvrigt ingen særlig grund til, at han får kage med på job - jeg fik blot lyst til at bage og prøve vores nye Bamix - to fluer med ét smæk!

Jeg lavede 1½ portion, da jeg brugte en halvstor bradepande... og bagte den i 1 1/4 time

Ingredienser:
Kagen:
300 g mørk farin
2 dl rapsolie
4 æg
275 g mel
1 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
2 tsk kanel
375 g revne gulerødder
1 dl rosiner
lidt salt

Glasur:
175-200 g flødeost
100 g smør
1 tsk vanillesukker
200 g flormelis (røres i til sidst)

Fremgangsmåde:
Olie, farin og æg piskes godt sammen. De tørre ingredienser blandes sammen og røres i. Tilsæt til sidst de revne gulerøder samt rosiner. Bages i bradepande eller anden form ved 185 grader i 1 time til 1 1/4 time.

Rør ingredienserne til glasuren sammen. Når kagen er helt afkølet, fordeles glasuren over.

tirsdag den 21. oktober 2008

Morgenboller

Ups... vi glemte at købe brød til i morgen tidlig, så vi måtte have gang i bagemaskinen... Med sådan én kan man både bage og se tv samtidig :-)

Ingredienser:
2½ dl lunken vand
1 æg
50 g gær
½ dl flydende margarine
50 g sukker
500 g hvedemel
Kardemomme
salt
rosiner
1 æg til pensling

Fremgangsmåde:
Vand, margarine, æg, sukker, salt, mel og gær hældes i bagemaskinen i nævnte rækkefølge. Tænd for bagemaskinen og vælg program nr 8 (dejprogram). Efter æltning og ca. 20 min hævning hældes rosiner i. Æltning og hævning fortsættes i ca. 10 minutter, hvorefter dejen tages op og formes til boller. Bollerne efterhæver ca 10 minutter, pensles med æg og bages ved 200 grader i 14-15 minutter.

Så er morgenmaden reddet - mon man får den serveret på sengen?

søndag den 19. oktober 2008

Smørkage

Har i evigheder lovet at bage smørkage som Kent og Alex kan hygge sig med på jobbet. Endelig fik jeg taget mig sammen...

Ingredienser:
Dej:
500 g hvedemel
150 g oliemargarine
50 g gær
2 æg
40 g sukker
2 dl lunken mælk
½ tsk kardemomme
½ tsk salt

Creme:
½ pose kagecreme
2½ dl. mælk

Remonce:
100 g smør
150 g brun farin
1 spsk sirup

Fremgangsmåde:
Ælt dejen sammen og lad den hæve i 30 minutter.
Pisk pulver og mælk sammen og stilles på køl. Lav remonce ved at røre det bløde smør med puddersukker og sirup.
Når dejen er hævet færdig, slås den ned og deles i to. Den ene del rulles ud og lægges i en smurt bradepande. Fordel halvdelen af remoncen ovenpå dejen, derpå cremen. Den anden del af dejen rulles ud og remonce smøres på. Den rulles sammen til en pølse, der skæres ud i ca. 30 skiver. Skiverne lægges i bradepanden og pensles med æg.

Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter. Glasur kommes på mens kagen stadig er lun.

søndag den 12. oktober 2008

Pølsehorn

Her til formiddag har vi bagt pølsehorn (som altid er et sikkert hit hos os) efter den nemme løsning. Vi brugte Amo's pølsehorns blanding og lavede dejen i Bagemaskinen.

Ingredienser:
2½ dl. vand
1 pk. Amo Fødselsdagspølsehorn
1 pk. Langelænder Brunchpølser
½ dl. Heinz Ketchup
1 æg til pensling


F
remgangsmåde:
Vand, melblanding og tørgær (begge dele ligger i Amo pakken) hældes i bagemaskinen i nævnte rækkefølge. Tænd for bagemaskinen og vælg program nr 8 (dejprogram).


Efter æltning og ca. 20 min hævning tages dejen op og rulles til en stor cirkel. Skær dejen ud i 16 trekanter. Pensl hver trekant med lidt ketchup. Dejen rules om pølsen - start i den brede ende. Sæt pølsehornene til hævning i ca. 45 min.

De pensles herefter og sættes i en forvamet ovn ved 220 grader.